Myten om et palæstinensisk folk

Når Israel sættes som dagsorden er det næsten givet at mange helt og holdent giver Israel skylden for at der ikke er kommet en 2 statsløsning.

De der kritisere Israel bruger meget energi på at påpege at palæstinensere altid har levet og er en naturlig del af området som palæstinensere. Denne tilknytning som et selvstændigt palæstinensisk folk bygger bla. på  Arafats dygtige konstruerede myte tilbage i 1950 erne om et palæstinensisk folk, denne myte anfægtes dog nu af en af dem som mange gerne vil tillægge myten om det palæstinensiske folk og står derved nu overfor for endnu en  udfordring , denne gang er det  Hamas Minister ”of the Interior and of National Security ”Fathi Hammad der frejdigt og i direkte Tv gør både hans brødre /søster og om verden opmærksom på at  de fleste palæstinensere har deres rødder i de omkring liggende arabiske lande

http://www.israeltoday.co.il/tabid/178/nid/23179/language/en-US/Default.aspx?utm_source=newsletter&utm_medium=email&utm_content=Hamas%20leader%20admits%20%27Palestinian%27%20identity%20is%20invented%20|%20Hamas%20leader%20admits%20%27Palestinian%27%20identity%20is%20invented&utm_campaign=daily%20newsletter%20email%20-%2020120403

”Those pushing for a Palestinian state try to paint the Palestinian Arabs as somehow distinct from the Arabs round-about, and therefore in need of their own state. Not so, said Hammad. "Every Palestinian, in Gaza and throughout Palestine, can prove his Arab roots - whether from Saudi Arabia, from Yemen, or anywhere. We have blood ties."
More than that, Hammad stated that the true regional background of most "Palestinians" is not in "Palestine."
"Brothers, half of the Palestinians are Egyptians and the other half are Saudis," exclaimed the Hamas minister.

Til dem der til stadighed fastholder  myten om et palæstinensisk folk og lever i den tro at dette folk har haft sin egen stat, konge, mønt, hovedstad osv. Vil jeg også anbefale følgende link:

http://www.wnd.com/2002/07/14501/

Her er et svar indlæg som jeg har skrevet I forbindelse med debatten vedr. Israel og kampen og retten til den jord hvor den jødiske stat ligger

Hvorfor kikker vi ikke helt tilbage i historien fra David og Salomons kongedømme - 10 århundreder før vor tidsregning hvor der ikke eksisteret Palæstinenser i området og hele området var beboet af jøder og endda var et større område end Israel er i dag. 

Men er bibelske tider alt for langt væk fra os i dag ? eller fordi det ikke passer til den store arabiske propaganda maskine i dag? Eller er man blot bange for at vise og vide at der har eksisteret et selvstændig jødisk /Israelsk land i området men aldrig et selvstændigt Palæstinensisk land ???? Hvis man skal have forståelse for konflikten bliver man nødt til at grave ind i rødderne af den og ikke starte ved selve træet bare fordi det passer ind i ens overbevisning.

Men ok hvorfor skal vi så ikke starte med at beskrive området i 1800 tal det er jo trods alt tættere på vores tids beregning og jeg går ude fra at vi alle kan forholde os til denne tids beregning: men vi er alligevel nødt til at fortælle kort om områdets historie for at kunne forstå kortene lidet bedre:

Navnet Palæstina stammer fra — Romerrigets tid - romerne der knust det sidste jødiske oprør for 2000 år siden, (Masada osv. ) besluttede sig for at udslette sporen af jødiske tilstedeværelse i landet, som indtil da hed Judæa (derfra betegnelse jøder) to store skridt blev taget : det ene var at sende flertallet af befolkning i eksil — det andet var at betegne landet Palæstina efter filisterne — Israelitterne gamle, og for længst forsvundne — fjender.

Den faktor som ikke kan diskuteres er at der altid har boet jøder i disse områder. Og at der aldrig nogen sinde har eksisteret et selvstændigt palæstinensisk land. (det gjorde Israel til gengæld)

Hvem er palæstinenserne egentlig? Hvad ved vi om dette folk, der påstår, at Palæstina tilhører dem? Hvad er deres historie, hvor kommer de fra?

Der er mange som har prøvet at finde ude af hvem de egentlig er men det er som om hverken pressen eller videnskaben nogen sinde bevæger sig længere tilbage i tiden end til 1. verdenskrig. Det generelle billede i offentlighed er, at palæstinenserne har levet i Palæstina i hundreder, hvis ikke tusinder af år.

Den fejl der hersker i debatten om palæstinenserne historiske berettigelse er faktuelt meget kortfatte både indholdsmæssigt og tidsmæssigt, fælles for de fleste ”troværdige kilder ”er at de ikke rækker mere end ca.100 år tilbage hvilket selv Palæstinensernes Natioal Authoritys bekræfter. Alle spor af det palæstinensiske urfolk før år 1900 synes ikke eksisterende. Flere tv. Stationer bla. CNN har en detaljeret webside med kort og forklaringer om det palæstinensiske folks historie, men man går ikke længere tilbage end til 1917. CBS News har en tidslinje, der går tilbage til 1897. NBC News går tilbage til 1916. BBC´s tidslinje starter i 1948. Selv Palestinian National Authoritys egen hjemmeside, har intet om det palæstinensiske folks egen historie før det 20. århundrede.

Landet /området var ifølge talrige rejsende stort set tomt. Den amerikanske forfatter Mark Twain, som besøgte landet i 1867, bekræfter dette. I sin bog Innocents Abroad skriver han: "A desolation is here that not even imagination can grace with the pomp of life and action. We reached Tabor safely. We never saw a human being on the whole journey". Selv den britiske konsul reporterede i 1857: "The country is in a considerable degree empty of inhabitants and therefore its greatest need is that of a body of population". Alphonse de Lamartine besøgte landet i 1835. 

I hans bog, Recollections of the East, skriver han: "Outside the gates of Jerusalem we saw no living object, heard no living sound". Ifølge officielle tal fra det Ottomanske rige fra 1882 levede der kun 141,000 muslimer i landet. Dette tal steg med raketfart til 650,000 i 1922. Alle oplysninger peger på, at araberne vandret ind til området fra de arabiske nabostater Egypten, Syrien, Libanon… . I 1922 skrev den britiske guvernør af Sinai om illegal immigration fra både Jordan og Syrien. I 1930 noterede en britisk rapport, at der fandt omfattende indvandring af arbejdskraft sted samme steder fra. Også arabiske kilder bekræfter det. Guvernøren af det syriske distrikt Hauran indrømmede i 1934, at der i løbet af få måneder udvandrede over 30.000 syrere til Israel. 

Selv den engelske premierminister Winston Churchill noterede sig den arabiske tilstrømning. Han skrev i 1939: "Far from being persecuted, the Arabs have crowded into the country and multiplied." Araberne blev ikke jaget væk. De valgte tværtimod netop at bosætte sig i Israel pga. jøderne og det, de udrettede i landet. De blev tiltrukket af de nyetablerede jødiske virksomheder og fandt jobs i jødisk landbrug, byggeri og industri. Et forhold, der ikke har ændret sig siden. Det har altid været jøderne, der har været hovedkilden til de israelske araberes indkomst. I dag, hvor ingen arabere under 35 må færdes i præ-1967 Israel, er arbejdsløsheden eksploderet til over 40% og araberne må først og fremmest leve af europæisk hjælp. Mange såkaldte palæstinensere er født i andre lande. Edward Said, professor i litteratur og en stor palæstinensisk propagandist, hævdede længe at være opvokset i Jerusalem. Det blev dog afsløret i septembernummeret af Commentary Magazine, at Said faktisk voksede op i Cairo i Egypten. Et faktum, som Said senere måtte indrømme. PLO´s leder Yasir Arafat, har altid hævdet at være født og opvokset i "Palæstina". Ifølge hans officielle biograf Richard Hart og BBC blev Arafat født i Cairo d. 24. august 1929, og det var dér, han voksede op.

Så sagen er jo, at der dybest set ikke er taget noget land fra "palæstinenserne". "Palæstinensere" var de arabere fra de omliggende områder, som sivede ind i mandatområdet siden den ottomanske periode. De havde således ikke mere ret til at bo der end de jøder, som altid havde beboet området. Palæstina har altid været et indvandrerområde sidst under det engelske mandat frem til 1948, da Palæstina ligger mellem Europa, Asien og Afrika. Men desværre har palæstinenser beviseligt ikke nogen længere og nævneværdig historisk tilknytning til området. Et meget vigtigt spørgsmål også er , hvorfor har de ikke oprettet en selvstændig arabisk (palæstinensisk) stat på Vestbreddens område, i 1948 til 1967 der havde de nemlig mulighed til at gøre det! Før Israel blev tvunget i en krig igen 1967!

 ”Israelerne har stået for systematiske fordrivelser og erobringer”– selv de mest uhyrlige løgn bliver troet, hvis de bliver gentaget ofte nok og denne sætning er endnu et eksempel på  af de løgn/probaganda historier som vi i vesten af et godt hjerte og påklædt humanisme vælger at tro på   –  denne sætning  bliver brugt igen og igen i det velfungerende og godt smurt arabiske propaganda som igen i vesten bliver slugt uden at der sættes tvivl og uden at man har undersøgt om der ligger noget sandhed bag ved denne sætning. Og med arabiske håb på at når men gentager det tit nok så bliver det til sandheden.

Den 15. maj 1948, dagen efter staten Israels grundlæggelse påbegyndt syv arabiske hære et angreb imod Israel i et forsøg på at tage livet af den nyfødte stat. Men påtrods af at de var talmæssigt og våbenmæssige overlegen vandt Israel krigen.

Det arabiske angreb skabte 2 flygtningeproblemer – araberne ca. 380.000 ( ifølge Joan Peters – The Origins of the arab- jewish conflict over Palestine)  som flygtet fra Palæstina og fandt tilflugt i arabiske lande, mens ca. 800.000 jøder (ifølge -  Brad og Himelfarb angiver i Myths and Facts)  flygtede på grund af jøde forfølgelse og pogromer i de arabiske nabolande.

Arabernes flugt havde forskellige årsager:

De arabiske stater opfordrede de palæstinensiske araber til midlertidigt at forlade deres hjem¨, så de ikke var i vejen for invasionen af de arabiske styrker – ( Falastine, Jorden feb. 19 1949 – When Day and Night Cease s. 217) flertal af de arabiske flytninger blev ikke fordrevet i 1948 og 68 % forlod landet uden overhovedet at se nogen israelsk soldat. ( Peter Dodd og Halim Barakat, River Without Bridges: a study of the Exodus of the 1967 Arab Palestinian Refugees – Beirut Institute for Palestine Studies, 1969 – citeret i Peters, From Time Immemorial, s 13)

En palæstinensisk flygtning sammenfattede 6 år senere ” De arabiske regeringer sagde til os – drag ud, så vi kan drage ind. Så vi drog ud, men de drog ikke ind” – ( AD Difaa, Jorden, 6 september 1954, citeret i Samuel Katz , Battleground Facts and Fanatasy in Palestine s. 18)

Flugten – vore leder er ansvarlig for den. De indgød frygt og rædsler i hjerterne på araberne i Palæstina, indtil de flygtede og efterlod deres hjem og ejendomme til fjenden. (Al – Urdun Jordan 9. april 1953).

 Den ægyptiske blokade af Tiranstrædet og den massive mobilisering af tropper fra fem arabiske nationer i 1967 ledte til seksdages krigen og endnu 230.000 arabiske flygtninge. Ligesom ved situationen i 1948 forlod de fleste af disse flytninger 1 1967 frivilligt landet – der blev ikke gjort noget forsøg på at tvinge dem (Saher – A History of Israel s. 669).

For at genforene familier tillod Israel derefter gradvist 54.000 arabere at vende tilbage til deres hjem ejendom, som var helt i takt. 

 Men krig er jo en krig – og krig er årsag til død – ødelæggelse og skaber altid flytninger på grund af den ene eller det andet årsag.

Som sagt Israel blev tvunget ind i alle krige – så årsagerne og ansvaret for flytningerne må ligge på de lande som ikke ønskede fred og angreb Israel!

 I debatten om Israel indgår ofte diskussionen om så kaldte"bosættelser Hvad siger det om Israelsk ønske om fredelig sameksistens?”

  ”FNs sikkerhedsråd vedtog den 22. november 1967 den berømte resolution 24, der indeholder en anbefaling om ved forhandling at nå til en fredelig løsning. Den er baseret på israelsk tilbagetrækning fra en udefineret del af det erobrede land, mod at Israel bliver anerkendt af sine naboer, og får garantier for sikkerhed bag de aftalte grænser. men indtil nu kun Egypten og Jorden indgået fredaftale med Israel. I løbet af få dage accepterede Israel disse præmisser. Mens den arabiske verden enstemmigt afviste resolutionen. 

Allerede i august 1967 havde den arabiske liga på sit møde i Khartoum vedtaget de tre nej- er Nej til fred med Israel - Nej til forhandling med Israel og nej til anerkendelse af Israel. Da PLO blev dannet i 1964, var formået ganske klart, utvetydigt og officielt at udslette staten Israel. Efter at have ført terror kampagne i 24 år, uden andre resultater end død og ulykke, accepterede PLO 1 1988 at ændre sin formålsparagraf, til ikke længere at omfatte ødelæggelsen af Israel. Denne paragraf blev dog først fjernet ved indgåelsen af Oslo aftalen. Der er altså i verden bred konsensus om, at en israelsk tilbagetrækning skal ske som led i en større fredsaftale, der også garanterer Israels sikkerhed efter tilbagetrækningen, hvilket netop er i tråd med både Oslo aftalen og FN resolution nr. 242. Israel har gang på gang vist deres vilje til at arbejde og betale med jord for fred - allerede i 1947 ved at sige ja til 2 statsløsning og igen i 1979 hvor land for fred blev en realitet med Ægypten, Israel fjernedebosætter i Sinai — bla. Yamit —

 Jeg kan da stadig huske billeder fra TV avisen som viser Israelske soldater som fjerner deres egne grædende kvinder, børn og gamle fra disse områder. I øvrigt er disse områder blevet velbesøgt turist områder takket være israelsk investeringer i netop disse områder inde de afgav dem til Ægypten — Jeg kan også huske hvordan den Israelske regering viste deres vilje til at give land for fred da Israelske soldater fjernede kvinder, børn, og familier fra Gaza - Så jeg er sikker på, at i det øjeblik Israel har en real partner til at forhandle fred med vil de være villig til nedlægge bosættelser— men til gengæld vil de selvfølgelige have real fred med sikkerhed. Og her er Gaza jo et fint eksempel på at fred for land ikke altid har fungeret for Israel, Israel nåede kun lige at fjerne besætterne og overdrage området til palæstinensere og hvad var det øjeblikkelige svar - missiler, morter og raketter — altså terror og ingen fredelig dialog. Med hensyn til sikkerhedshegnet — 

ligesom ethvert andet land i verden, har Israel ret og pligt til at forsvare sine borgere. Hegnet blev etableret som barriere mod terroristerne. Uden den palæstinensiske terror vil Israel slet ikke have bruge for det. Og dette viste sig til at være et effektivt middel., der har været et mærkbart fald i selvmordsbomber og terror angreb - et realt faktum man må forholde sig til. Beklagelig for Gaza og den palæstinensiske befolkning at Israel ikke har en real partner at forhandle med - og her skal læseren jo have i mente at Hamas jo har det erklærede mål at ville udslette Israel og aldrig har ønsket en real fred - dette er jo tydelig efter Israel har standset deres offensive forsvarskrig mod hamas i Gaza, Hamas fortsætter jo uanfægtet med deres bombardementer af Israel.”

  

Og jeg tilføjer:

 Israel har klart udtrykt sin villighed til at forhandle bosættelserne med palæstinensere. Under fredsforhandlinger i 2000-2001 forslog Israel at et flertal af de bosættelser ved 1967 grænsen, skulle annekteres til Israel, og palæstinenserne kompenseres ved at et tilsvarende stykke land lægges til Gaza striben. Ikke alene afviste Arafat forslagne, men han nægtede også at forhandle videre.

Her er det vigtigt at huske – at Israel igen blev tvunget ind i alle krigerne – og er kommet ud som vinder og med erobring af land. Israel var ikke det land der hverken ønskede eller startede krigerne – og derfor bliver araberne nødt til at leve med at i og med at de har startet en krig – og tabt en krig -  tabt land og konsekvenser er at de har tabt noget af det land som var tiltænkt dem i 1947 – som de både dengang og i dag har sagt og siger nej til. De har jo selv startet en krig og tabt land!  DE er nødt til at leve med konsekvenserne af deres egen handlinger  på lige fod med resten af verden.

 Tit hører man at  Israelerne ikke respekterer arabernes ret  til at leve i deres såkaldte fædreland 

Her glemmer man at der altid har boet jøder i disse områder og deres ret til at blive i området skal også respekteres og det er lige her problemet er. Araberne har ikke accepteret jødernes ret til landet Hamas ville jo ikke anerkende Israel og Hamas eneste mål er jo udslettelse af den jødiske stat..

Hvor derimod jøder / israelerne har accepteret en 2 statsløsning fra starten af – de 3- 4 store partier i Israel arbejder og vil arbejde for 2 statsløsning – Selv når at det fra en ren historiske faktuelle perspektiv ikke er tvivl om at Israel egentlig har ret til et ”STOR Israel”.

 Briterne skulle ifølge Balfour deklarationen i 1917 have oprettet et nationalt hjem for jøderne i hele Palæstina. Men briterne svigtede deres pligter og løfter og med en underskrift i 1922 skar det hele 77 % af landet fra og gav det til Konge Abdullah, som dannede Det Transjordanske Rige (Jordan.).

90% af jordanske befolkning er arabiske palæstinenser.

 I 1947 stemte FN for at dele de 23 % der var tilbage af Palæstinas store landområder, imellem jøderne og araberne. Verden tror i dag, at de 23% faktisk er 100% af Palæstina. Men faktisk er det kun en fjerdedel af det hele – mere end tre fjerdedel blev skåret fra og gjort til en suværen, palæstinensiske – arabiske stat i 1922!

Jøderne var imidlertid villige til at nøjes med det, der blev givet dem i fordelingsplanen – mindre

end halvdelen af de resterende 23%. Deres længsel var at etablere en suveræn jødisk stat, hvor jøder kunne være fri for antisemitisme, men araberne nægtede at acceptere resultatet af FNs afstemning.

De krævede hele Palæstina – for at etablere endnu en arabisk stat!

 Så  man må sige at araberne bære skylden for deres egen elendighed ved at sige nej nej og atter nej.

Jeg vil udfordre/opfordre alle til at læse andre historiske kilder/ bøger end dem mange åbenbart bruger/læser – og ikke den propalæstinensiske arabiske propaganda som forgår på nettet og i medierne og den er så massiv at man mister sansen for sandheden!

9 april 1940 - værd at mindes for eftertiden.

Danmarks frihedssang

Tekst: Svend Møller Kristensen Melodi: Knud Åge Riisager

1

En vinter lang og mørk og hårdpå fem forbandede århar knuget landet i sin favnmed kulde og sult og savn,og der gik slid på skoven, skår på skår og der gik råddenskab i svage træer.Gå til modstand, alle danske, alle mand som eenog gør Danmark frit.

2

Med tvang og terror gik de årmen nu går vinter mod vår.Det samler sammen til en tøhvor vinter og vold skal dø.På trods af mord og brand og fængsel eren folkevilje vokset og brudt frem.Gå til modstand, alle danske, alle mand som eenog gør Danmark frit.

3

En storm, en skyllende aprilen sidste niende april,en storm der renser landet udmed oprørets skarpe lud.Fej alle vissengrønne væk og lados se det friske grønne land igen.Gå til modstand, alle danske, alle mand som eenog gør Danmark frit.

For dem der ofrede deres liv og de der turde tage et ansvar for at jeg og mine medborgere i dag kan se tilbage på historien skal denne dag mindes. Mit håb er at alle har lært at det at tage ansvar og turde træde i karakter når friheden er truet aldrig må undertrykkes.

Personligt er jeg meget stolt af min far og farfar som begge var aktive deltager i modstandsbevægelse og for den ene af dem gjaldt, at han var et aktiv medlem af Frihedsrådet, der blev nedsat som koordinater i forhold til modstandsgrupperne i Danmark samt havde den funktion at de skulle fungerer som en dansk skygge regering, rådet dækkede alle samfundslag og politiske partier lige fra DKP og til det borgerlige Danmark, fælles for dem var at de ville et frit Danmark

Konsekvensen af at verdenssamfundet valgte at se den anden vej mens Hitler og nazismen udviklede deres magt og stræben over verdensherredømmet uden at nogle turde sige stop var og er uhyggeligt.

Konsekvensen af denne berøringsangst ramte verden og Europa i uhyggelig grad- 2 verdens krig , holocaust, nedslagtning af anderledes tænkende, og død og lemlæstelse - alt sammen fordi Europa valgte at se den anden vej og ingen turde tage et ansvar.

At den 9. april ligger op til eftertænksomhed i forhold til mange af de ting vi tager for givet i vores trygge demokrati burde være oplagt At værdier der er med til at karakteriserer os som individer og medborgere i et samfund hvor tryghed og ansvar overfor hinanden og vores fælles værdi grundlag, herunder rettigheder som bla. ytringsfrihed, religionsfrihed, politisk frihed, samt muligheden for at realiserer vores liv i overensstemmelse med vores drømme og evner, måske alt for oftest tages for givet og derved ikke værdsættes og plejes som de værdifulde goder det må ikke ske.

At vi i vores velfærdssamfund har en tendens til at overse disse værdier, og først opdager værdien af disse når det er for sent burde være læren af den 9. april.

Truslen behøves ikke altid at være militært, men kan også være et skred i måden vi behandler hinanden på, samt angsten for at tage politiske emner og værdiladet emner op.

At angst og ligegyldighed er ødelæggende for trygheden og nedbrydende i forhold til rettigheder og udvikling af demokratisk tankegang, burde i sig selv være klart.

Det er god grund til at tænke tilbage på hvad der var med til at udløse Danmarks besættelse og samtidig gøre sig overvejelser over hvad vi vælger at ligge i vores friheds begreb.