Berøringsangst og konsekvensen heraf
Den seneste tids fokus på had og racisme rettet mod jøder i Danmark
burde for længst have skabt en klar politisk/folkelig dagsorden, hvor
tolerance, menneskesyn og demokratiske rettigheder var/er bærende
overskrifter, især da denne situation for jøder i Danmark ikke er ny og
pludselig opstået, men i stedet gennem flere år har været stiltiende
undertrykt i medierne.
Her kunne bl.a. Enhedslisten, SF og De Radikale, som har et påstået og erklæret fokus på såkaldte hate crimes og følgerne af hate speech især rettet mod andre end jøder jo finde rigeligt med menneskefjendske holdninger og en uhyggelig generalisering af jøder.
At dette had og denne hetz til dels legaliseres ved at trække på skulderen og gøre herboende jøder ansvarlige for den politik, der føres af den israelske regering, er uhyggeligt og manipulerende, men hvis herboende jøder er af den opfattelse, at de elsker og ønsker at forsvare Israel, burde dette heller ikke på nogen måde legalisere denne form for indoktrineret had, der ikke hører til i et frit land, hvor demokrati og retten til at ytre sig er bærende elementer. Personligt finder jeg, at staten Israel er udsat for en urimelig manipulerende og hadsk hetz, og netop denne hetz virker som benzin på et bål, der yderligere næres af, at mange ikke har et reelt kendskab til, hvad der sker i Mellemøsten, men i stedet uden filter tager meningsdannere som formanden for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi EL-Abed, alvorligt. Spørgsmålet er, om vores historiske hukommelse og læren af Europas manglende evne til at turde træde i karakter i 1930’erne under nazismens opblomstring og indtog er glemt, og om Danmark/verden intet har lært af Hitlers terror og had mod bl.a. jøder, og hvilke følger latent skjult antisemitisme/berøringsangst kan have.
Her kunne bl.a. Enhedslisten, SF og De Radikale, som har et påstået og erklæret fokus på såkaldte hate crimes og følgerne af hate speech især rettet mod andre end jøder jo finde rigeligt med menneskefjendske holdninger og en uhyggelig generalisering af jøder.
Indoktrineret had
Læg mærke til, at de negative ytringer ofte ikke kun er rettet mod Israel, men at ordet jøder bliver brugt som en generaliserende vending. Nej, det lader til, at jøder ikke falder i en såkaldt humanitær rigtig kategori, og at rigtigt mange foretrækker at se den anden vej – bevidst eller ubevidst.At dette had og denne hetz til dels legaliseres ved at trække på skulderen og gøre herboende jøder ansvarlige for den politik, der føres af den israelske regering, er uhyggeligt og manipulerende, men hvis herboende jøder er af den opfattelse, at de elsker og ønsker at forsvare Israel, burde dette heller ikke på nogen måde legalisere denne form for indoktrineret had, der ikke hører til i et frit land, hvor demokrati og retten til at ytre sig er bærende elementer. Personligt finder jeg, at staten Israel er udsat for en urimelig manipulerende og hadsk hetz, og netop denne hetz virker som benzin på et bål, der yderligere næres af, at mange ikke har et reelt kendskab til, hvad der sker i Mellemøsten, men i stedet uden filter tager meningsdannere som formanden for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi EL-Abed, alvorligt. Spørgsmålet er, om vores historiske hukommelse og læren af Europas manglende evne til at turde træde i karakter i 1930’erne under nazismens opblomstring og indtog er glemt, og om Danmark/verden intet har lært af Hitlers terror og had mod bl.a. jøder, og hvilke følger latent skjult antisemitisme/berøringsangst kan have.
