Der er en tendens i de debatter hvor Israel indgår til at de går i retning af at være styret af en forudindtaget og stereotyp holdning, der alt for ofte bygger på at især venstrefløjen mener at de har patent på de såkaldt politiske rigtige meninger. Men sådan har især venstrefløjen jo altid tolket og tolker Denne blog har til formål at gøre op med disse konstruerede løgne, kort og godt det er ikke borgerlige /liberale, USA, og Israel der bærer skylden for alt ondt, tværtimod
Sidevisninger i alt
mandag den 9. januar 2012
Israel og den manglende fredspartner
Om det er rendyrket naivitet og ugennemtænkt medfølelse med et opfundet konstrueret folk, der først fik en samlet identitet da Arafat i 1950erne opfandt begrebet det palæstinensiske folk, eller om det drejer sig om at udvise misforstået ærbødighed og respekt for en række muslimske lande og deres evige jagt på det eneste velfungerende demokrati i mellemøsten må være op til den enkelte at vurdere.
(begge muligheder kan sagtens rumme antisemitisme men tager sig dog pænere ud)
Faktum er jo at der ikke eksistere et palæstinensisk folk og aldrig har gjort dette – der er og har været arabere i området og de deler samme kultur, tro og identitet som deres brødre og søstre i de øvrige arabiske lande og disse og deres efterkommer bor i Vestbredden og Gaza samt nabolandene, samt i Israel hvor der er over en million arabere.
Nu da verdenssamfundet har skabt det palæstinensiske folk, og på trods af at Araberne/palæstinenserne sagde nej til en 2 statsløsning i 1947og valgte krigen som løsning på det jødiske problem i mellemøsten, er jeg af den opfattelse at der på sigt og på et realistisk grundlag der bygger på gensidig fred og anerkendelse kan/skal være 2 stater.
Når så Abbas på vejene af disse mennesker stiller sig op og påstår at han repræsentere ” det palæstinensiske folk” og at verdenssamfundet skal give ham en stat bliver det underligt hult, hult og tomt fordi Hamas i Gaza ikke ønsker fred og anerkendelse af Israels ret til at eksistere og endnu mere hult da en sådanne anerkendelse af en stat ikke bygger på det fundament verdenssamfundet indtil nu har brugt som forhandlingsgrundlag Israel og det palæstinensiske styre imellem her under UN resolution 242 der bygger på fred og sikkerhed mod jord.
Un og verden samfundet burde også og anerkende at fred kan kun opnås gennem forhandlinger og samarbejde, ikke ensidige handlinger. Løsningen er og bliver rimelig simpel Begge sider kan få fred, land og sikkerhed, hvis palæstinenserne slutte sig til israelerne ved direkte forhandling og anerkender Israels ret til at eksistere i fred og sikkerhed Israelerne har brug for en palæstinensisk freds partner - Den største hindring for fred er, at israelerne har brug for en ansvarlig partner i det palæstinensiske lederskab. Hvis den palæstinensiske ledelse ville undvære terror og tilskyndelse, og anerkende Israels ret til at eksistere, kan der være fred.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar